Hva som er til «samfunnets beste" har nok ofte vunnet over lover og regler - både i dette og tidligere århundrer. 

Under - en liten historie om noe som «skjedde» for ca. 250 år siden. Men det kunne kanskje like godt vært i dag. 

I spalten til høyre noen ord om det viktigste av alt - å være annerledes. Hvordan i all verden skulle vi klart oss hvis vi alle var like. 

Nederst på denne siden tar vi inn vår første tegneserie. Heltene i tegneserien vil variere fra gang til gang. Mer om dette lenger nede. 

Mange ganger kan det være vanskelig å forstå bakgrunnen for politiets og rettsvesenets dommer og etterreaksjoner når det viser seg at det er begått justismord. 

Eks.: - Når det blir bekreftet at den dømte er uskyldig - og at det er helt andre skyldige i sammenhengen - kan man da opprettholde dommen og glemme de virkelig skyldige  - og kalle det rettferdighet?  Og kanskje også si: Det er jo så lenge siden?

Rekken er lang av offentlige tjenestemenn som har vært  negativt involvert i slike saker - som har ført til fengsel og ødelagte liv for mange uskyldige mennesker. 

Selvfølgelig varier tenkingen og forståelsen omkring disse tingene fra dommer til dommer og fra politimann til politimann. Men sånn har det jo alltid vært. Heldigvis - eller dessverre? Ikke alle føler samme ansvar.

Under her legger vi ved et kjent gammelt dikt -  som forteller  litt om hvilke dilemmaer mange offentlig tjenestemenn - som er opptatt av samfunnets beste - ofte kommer i - enten de er ansatt i stat eller kommune. 

Det var en liden Bye, i byen var en Smed, 

som farlig var, naar han blev vred.

Han sig en Fiende fik. 

(Dem kan man altid faa; jeg ingen har; det 

gaa min læser ligesaa!)

Til Uheld for dem begge to

de træffes i en Kroe.

De drak. 

(Jeg selv i Kroe vil drikke;

for andet kommer jeg der ikke.

Anmerk dog, læser, dette:

jeg immer gaar paa de honnnette.)

Som sagt, de drak;

Og efter mange Skjeldsord, hidsigt Snak

Slaar Smeden Fienden paa Planeten.

Saa sterkt var dette Slag,

at han saa ikke Dag

og har ei siden set'en.

Straks i Arrest blev Smeden sat.

En Feldskjær faar den Døde fat

Og om en voldsom Død Attest hensender.

Den Mordere forhøres og bekjender.

Hans haab var, at han skulde hisset gaa

og der Forladelse af sin Modstander faa.

Men hør nu Løier! 

Netop Dagen før Dom skal gaa i Sagen,

fremtriner fire Borgere for Dommeren. 

Den mest veltalende ham saa tiltalede:

"Velviseste!

Vi ved, paa Byens vel De altid ser;

men Byens Vel beror derpaa,

at vi vor Smed igjen maa faa.

Hans Død opvækker jo dog ei den Døde?

Vi aldrig faar igjen saa duelig en Mand.

For hans Forbrydelse vi altfor 

grusomt bøde,

Om han ei hjælpes kan." -

"Betænk dog, kjære Ven! 

der Liv for Liv maa bødes." -

"Her bor en arm, udlevet Bager,

som Pokker snart desuden tager.

Vi har jo to; om man den ældste tog 

af dem, saa blev jo Liv for Liv betalt." -

"Ja," sagde dommeren, 

"det indfald var ei galt.

Jeg Sagen at opsette nødes;

thi i saa vigtigt Fald 

man maa sig vel betænke.

Gid vores Smed jeg Livet kunde skjænke!

Farvel, godt Folk! Jeg gjør alt, 

hvad jeg kan." Farvel velvise Mand!

Han bladrer i sin Lov omhyggelig,

men finder intet der for sig,

Hvorved forbuden er, 

for Smed at rette Bager;

han sig Beslutning tager,

og saa afsiger denne Dom:

(hvem, som vil høre den, han kom!)

"Vel, er Grovsmeden Jens

for al Undskylning læns

og her for Retten selv bekiente, 

han Anders Pedersen til Evigheden sendte;

Men da i vores Bye én Smed vi ikkun have,

jeg maatte være rent af Lave,

ifald jeg vilde se ham død.

Men her er to, som bager Brød.

Thi kjender jeg for Ret:

Den ældste Bager skal undgjælde det,

og for det Skedte mord med Liv for Liv 

bør bøde , Til velfortjente Straf for sig

og ligesindede til Afsky og til Skræk."

Den Bager græd Guds jammerlig,

Da man ham førte væk.

Moral:  

Beredt til Døden altid vær!

Den kommer, naar du 

mindst den tænker nær.

NESTE SIDE           FORRIGE SIDE

Nei, men jeg er det. 

Det er du òg. Vi er ikke like, hverken på utsiden eller på innsiden. Jeg tenker det er grunnleggende. Vi er forskjellige. 

Så later vi av og til som om det ikke er tilfelle, for å opprettholde en kunstig felles identitet. Kan hende at du tenker jeg går litt langt nå.  For en slags felles identitet og gruppefølelse er jo bra. Ikke sant? Jo. I hvert fall for de som er innenfor. 

Misforstå meg rett her. Jeg er hverken imot felles identitet eller gruppefølelse. Jeg tror imidlertid at det er en veldig fin balansegang mellom fellesskaps-følelsen og fellesskaps-tvangen. Hvis du ikke er med oss er du mot oss. Hvis du ikke er enig, får du ikke være med. Hvis du skiller deg for mye ut (hvis du tenker, føler, kler deg eller mener «feil»), passer du ikke inn hos «oss». 

Så står det noen bakerst i gruppen, som ikke er helt enig, men som ikke våger å si noe. For neste gang er det kanskje de som ikke får være med. Fra skolegården til den lukkede sekten. Fra lokalsamfunnet til storsamfunnet. Lokalt og globalt.

Jeg har blitt spurt om det er viktig for meg å være annerledes, å skille meg ut. Jeg har til og med blitt spurt om jeg liker å være uenig.

Svaret på begge spørsmålene er «nei». Men jeg vil kjempe for ethvert menneskes rett til å være seg selv. Det inkluderer meg selv. Min rett til å være meg. Men det betyr også at jeg vil kjempe for din rett til å være deg. Din rett til å tenke, føle og mene akkurat det du tenker, føler og mener. 

Og likevel være en del av fellesskapet.

Det høres kanskje pretensiøst ut. Som om jeg tror jeg har en sånn makt. Men har vi ikke alle det? Eller i hvert fall litt av den? Hver vår flik av makt over menneskene rundt oss? Makt til å gi rom og makt til å fordømme. Makt til å inkludere og makt til å utestenge. Og vi benytter den. Ofte uten å tenke over det.

Jeg tror at verden blir et bedre sted når vi har rom for hverandre. Rom for å være annerledes enn hverandre. Ikke som noe «oss» og «dem», men som et «vi» bestående av unike individer.

Og; nei. Jeg MÅ ikke være uenig. Av og til er jeg det. Andre ganger ønsker jeg å få frem ulike perspektiver. Vise litt av kompleksiteten. Det er en kjepphest. Og mine spørsmål er ytterst sjelden kritikk, men nysgjerrighet og ønske om å forstå andres tanker og perspektiver. Jeg sitter (utrolig nok) ikke på fasiten. Men jeg kan bli engasjert. Misforstå og bli misforstått. Og jeg kan forandre mening.

I samtalen – ja, også i den saklige diskusjonen – kan jeg lære å forstå hvem du er. Forstå hvorfor du tenker og mener som du gjør. Se perspektiver jeg ikke ellers ser. Og jeg tror andre kan lære av meg. Ikke fordi jeg er hverken mer gjennomtenkt eller mer intelligent enn andre, men fordi mitt perspektiv også er relevant, på linje med alle andres.

Jeg vil kjempe for mangfoldet – med alle dets avskygninger – og respekten for mangfoldet. Min rett til å være meg og din rett til å være deg. Uansett personlighet, tro, politisk ståsted, etnisitet, diagnose, kjønn, seksuell orientering og så videre og videre.

Jeg sier jeg vil kjempe for den retten. Den kampen er av og til også med meg selv. For det er ikke alle situasjoner og perspektiver jeg forstår. Men jeg ønsker å forstå. Og jeg ønsker å bli et bedre menneske.

Mer fra Karina